Det er stadig helt surrealistisk.

Jeg er nok lidt bange for heste – men jeg kan godt lide dyr, og jeg kan godt lide Sølvi. Og jeg havde nogle følelser i mig, jeg er virkelig uvenner med – nogle følelser jeg gerne vil slutte fred med og acceptere – og måske endda forstå – så jeg valgte at gøre det i samarbejde med en hest, fordi at jeg faktisk ikke ønsker at få mulighed for at “gemme” mig. Jeg vidste godt, at hesten ville gennemskue mig, hvis jeg “stak af” eller forsøgte at undvige – så jeg tænkte, at jeg nok ville komme ind og få fat, hvor jeg gerne vil.

Og det var en fantastisk oplevelse! Jeg var lidt nervøs da vi startede, men faldt hurtigt til ro i den indledende meditation med Sølvi. Hun guidede mig roligt og sikkert igennem kroppen – jeg kom ind og fik mærket mig selv og fik fat i hvor mine ubalancer sad – og jeg er ellers god til at blive i mit hoved. Da vi kom ind til Frøja, var det tydeligt, hun var klar over, at det var mig hun skulle “snakke” med. Hun lod mig trække vejret med hende og blive klar til, at jeg sammen med Sølvi kunne gå på oplevelse i min ubalance. Efterhånden som jeg kom dybere ind i ubalancen, blev Frøja en meget aktiv medspiller – fx vrinskede hun mig højt ind i hovedet, da 10-øren faldt for mig og hjalp mig med at fylde en ny følelse på mig ved at puffe mig i brystet – der hvor min ubalance havde siddet. Og jeg mener HAVDE siddet. For den forsvandt – det var helt utroligt, at jeg bogstaveligt talt kunne mærke følelsen forlade kroppen, og at mit hoved ikke engang havde brug for at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også kunne være rigtigt – for det var det bare, og det er det bare.

Bettina Bodin, Key Account Manager

“Mette, hvornår er du nogensinde 100% til stede i noget”?

Den 21. juli blev mit navn trukket som vinder af en session med Sølvi og Frøja – en hesteterapi-session.
Jeg kunne ikke få armene ned. For jeg er tryg ved Sølvi og synes hun på mange måder er en guru for mig ift. livet i en sammenbragt familie.

Jeg ville gerne blive mere afslappet i det sammenbragte og dukkede op med ønsket om at kunne blive bedre til at sige “pyt”. Ned til folden og hente én af hovedpersonerne – Frøja. Og så i “arenaen” og i gang.

Jeg gik derfra og tænkte: Nå ok, jeg er ikke der hvor jeg kan blive bedre. Hesten havde ikke så meget reaktion ift. mig.

Jeg var også urolig ved den her rastløse og løsgående hest. Og jeg følte ærlig talt ikke nogen forandring eller fik en åbenbaring. Og Sølvi borede i, at jeg var flakkende, ikke til stede. Og i dårlig kontakt med mig selv.

Og så stillede hun det ultimative spørgsmål: “Mette, hvornår er du nogensinde 100% til stede i noget”?

Jeg blev tavs… Og jeg blev klar over, at jeg ikke havde et svar. Jeg kunne ikke give hende et eneste svar! Efter sessionen var jeg lidt eftertænksom. Øv at være mig. Øv at være i SÅ dårlig kontakt med sig selv og tilmed så ringe til at være til stede i noget. Og havde jeg overhovedet fået noget med mig, fået noget ud af det?

I dag og i skrivende stund er mit svar helt klart JA!

Aldrig har jeg rykket så mange grænser og gået langt mere på kompromis ift. det sammenbragte. Jeg er allerede bedre til at sige “pyt pyt” så det føles godt i maven. Jeg har bedre redskaber til at mærke mig og af den vej være bedre til at takle mandens datter som har det meget svært. Og jeg mærker mig selv bedre.

Jeg er igen taknemmelig og ydmyg over for DET som den session har givet mig – som Sølvi og Frøja har givet mig med hjem.

Jeg har brugt tid på at få det hele på plads og på at kunne se det hele fra oven og mærke efter hvordan det hele har bundfældet sig.

Jeg har stadig meget at arbejde med. Men jeg er langt allerede, mere fortrøstningsfuld og har et andet syn på tingene og det føles bare rigtigt ????

Tak fordi jeg fik muligheden, tak fordi jeg vandt. Og tak til min guru, Sølvi og alt det du kan, gør og siger. Du rammer plet gang på gang.

Det rykker og det batter. Og det skal bare have tid til at falde på plads ?

Mette Gamborg, ergoterapeut